”Hvorfor vi begyndte at ryge? Jeg tror, at det var for os som for alle andre helt unge, der begynder at ryge, fordi det er lidt spændende og lidt sejt. Ja og så var vi nogen af dem, der blev ved,” forklarer storesøster Anette Nielsen på 19 år. Hun har røget i ca. 4½ år.
Lillesøster Susanna Nielsen er 17 år og har røget i knap fire år, og faktisk var det hende, der foreslog, at de skulle melde sig på et rygestopkursus i ForeyggelsesCentret i Rudkøbing og få hjælp til at holde op med at ryge de 10-15 cigaretter om dagen.
”Jeg har astma, og nu hvor jeg er startet på HTX i nogle nye bygninger, har jeg det lidt svært med at få luft pga indeklimaet. Derfor syntes jeg, at det var på tide at stoppe. Jeg var bare helt klar over, at det ikke ville gå, hvis jeg gjorde det alene, fordi Anette og jeg hyggeryger sammen, så nu er vi her begge to,” forklarer Susanna..
”Det er også blevet besværligt at ryge. Hjemme skal vi gå udenfor og offentlige steder, må der heller ikke ryges. Vi gider ikke stå udenfor og ryge, ” understreger Anette.