August 2010
ArtiklerAbonnementForum & BlogsOm Sund i SydDin Kommune
Søg

Rehabilitering – at vende tilbage Op på jernhesten igen

Tekst: Helle Juhl Foto: Jørgen Diswal
Cykel
Bortset fra en hedengangen musikfestival og et statsfængsel er midtfynske Ringe ikke vant til den store bevågenhed. Men for hundredvis af hjerneskadede er Ringe lig med første skridt tilbage til tilværelsen

Ekstra gelændere og døråbneknapper i kørestolshøjde taler deres tydelige sprog: Her færdes mennesker, der har mistet fodfæstet. Helt bogstaveligt.

Vi er i Ringe, hvor Neurorehabiliteringen bor. Et center for mennesker, der efter pludselig hjerneskade har brug for specialiseret genoptræning.

Det gælder fx. Kurt Hansen, der tøvende tager de første tråd på cyklen på stierne rundt om centret:

”Jeg har jo en næsten ny cykel ventende derhjemme, så det er bare med at klø på,” siger den 67-årige pensionist fra Ullerslev, der efter en blodprop i hjernen og tre uger på Svendborg Sygehus’ apopleksiafdeling er kommet til Ringe for yderligere genoptræning.

”Jeg er sluppet billigt. Lige i begyndelsen havde jeg problemer med både talen og hele venstre side. Nu er det efterhånden kun venstre ben, der driller. Men jeg regner da bestemt med at komme tilbage på jernhesten igen.”

At vende tilbage

Rehabilitering betyder ’at vende tilbage’, og det er præcis, hvad centret, som har til huse i det gamle Ringe Sygehus, beskæftiger sig med. På mange forskellige måder og 24 timer i døgnet.

”Et natligt toiletbesøg er også træning. Alt, hvad vi gør, har til hensigt at hjælpe patienterne bedst muligt tilbage til tilværelsen. Det betyder, at vi har meget fokus på daglige gøremål som at blive vasket, komme i tøjet, lave mad, købe ind, gøre rent, foruden diverse hobby- og værkstedsaktiviteter. Vi har træningsfaciliteter til det hele. Desuden bruger vi meget byen og dens muligheder. En tur i Netto eller på biblioteket er også genoptræning. Vi kan ikke gøre fortid til nutid, men vi kan hjælpe med at bane vejen for fremtiden,” fortæller oversygeplejerske Dorte Larsen.

Indsatsen i Ringe er tværfaglig og intensiv.

”Vi arbejder ikke blot tæt sammen, vi overlapper også meget hinandens kompetencer. Her ringer fysioterapeuten ikke efter en fra plejen, hvis patienten skal have hjælp til at komme på toilettet,” forklarer Dorte Larsen.

Ud over sygeplejersker og sosu-assistenter er der fysioterapeuter, ergoterapeuter, læger, logopæder, beskæftigelsesvejledere, socialrådgiver, neuropsykolog, sekretærer og portører ansat. I alt små hundrede ansatte, der ved en masse om genoptræning af hjerneskadede.

Hjemmebesøg - givet godt ud

Rehabiliteringscentret samarbejder også med patienternes hjemkommuner, som har det videre ansvar for genoptræningen. Terapeuterne tilbyder kommunen at komme ud i patientens hjem under indlæggelsen for at kunne afstemme træningen efter de forhold, patienten skal tilbage til. Men her lyder der et lille hjertesuk.

”Nogle kommuner siger ja tak til hjembesøg, andre desværre ikke. Vi mener imidlertid, at pengene er givet godt ud.
Under hjemmebesøg kan vi spotte hvilke færdigheder, der er afgørende at træne for at kunne komme tilbage i eget hjem. Det gælder ikke mindst for de patienter, som ikke, eller kun delvist, har erkendt deres sygdom, og dem er der en del af. De bedste resultater når vi, når både kommunens og vores terapeut sammen med patienten går hjemmet igennem. Det vil vi gerne slå til lyd for,” siger Dorte Larsen.

karakter: 4 2 stemmerTip en ven Tip en ven













Sig din mening
Navn
E-mail
Kommentar
Alle felter skal udfyldes
Find artikel via Quick-ID
Film, billede og lyd
Film, billede og lyd

33 dage i gennemsnit

De fleste patienter kommer efter hjerneblødning eller blodprop i hjernen, andre har været ude for ulykker eller lider af særlige neurologiske sygdomme. Fælles for dem er, at de har mistet en række funktioner. Mange har lammelser, talebesvær, nedsat hukommelse og forstyrrelser i følelser og adfærd. Neurorehabiliteringscentret
tager imod ca. 325 patienter om året, som i snit er indlagt i 33 dage. Siden åbningen i 1990 har man hjulpet tusindvis af hjerneskadede og opsamlet stor viden på området

Sund i Syd / Region Syddanmark / Damhaven 12 / 7100 Vejle