Nogle kalder dem lykkepiller, mens andre kalder dem antidepressiv medicin. Lige meget hvad man kalder medicinen, er det dog helt sikkert, at mange bruger den. Mindst 200.000 danskere lider af en depression lige nu.
For mig er der ingen tvivl om, at depression er en meget alvorlig lidelse. Det er ubehageligt at gå rundt med en følelse af uforklarligt tungsind, overvældende træthed, håbløshed og meningsløshed. Hvis man skal behandles for depression med medicin, er der nogle problemstillinger, som apoteket kan rådgive om. Fx er der mange mennesker, der bliver behandlet med antidepressiv medicin, som stopper med at tage medicinen for tidligt. Det tager nemlig tid, før medicinen virker. Oftest kommer bedringen efter to til seks uger, men der kan også gå op til flere måneder. Derfor kræver det tit, at man er tålmodig, når man gennemgår de første ugers behandling, hvor bivirkningerne kan være værst, og virkningen endnu ikke kan mærkes.
Forleden mødte jeg en kunde, der en uge tidligere var begyndt på sin antidepressive behandling. Hun var blevet usikker på bivirkningerne efter at have læst indlægssedlen. Hun følte næsten, at hun generelt havde det værre, end før hun begyndte på behandlingen. Jeg fortalte hende, at producenten er nødt til at nævne alle bivirkninger, uanset hvor sjældent de forekommer. Vi talte også om, at når almindelige bivirkninger forekommer hos 1–10 ud af 100 behandlede, så betyder det altså også, at 90–99 af 100 patienter, der tager medicinen, ikke mærker nogen gener.
Da vi fik talt mere om, hvad det var, hun oplevede, viste det sig, at det drejede sig om meget almindelige bivirkninger. Det er bivirkninger som let kvalme og mundtørhed, som flere end 10 % af brugere af antidepressiv medicin mærker. Jeg fortalte hende, at kvalmen måske kan føles mindre generende, hvis hun tager medicinen inden sengetid. Jeg fortalte hende også, at mundtørheden kan afhjælpes med sugetabletter, der indeholder æblesyre. Den information, hun blev allermest glad for, var dog, at bivirkningerne oftest holder op efter kort tids brug.
Jeg blev glad for, at jeg havde fået lov til at give hende en relevant information. Forhåbentlig kan det få hende til at fortsætte med den behandling, der på sigt kan gøre hende fri for symptomer på depressionen.
Vi vil gerne give råd og vejledning på apoteket, så mennesker med en depression kan blive mere trygge ved deres medicin. På den måde kan vi hjælpe til med, at behandlingen bliver så god som mulig. Hvis man har en depression, er der nok bekymringer i forvejen, så der er ingen grund til at bekymre sig om selve behandlingen også.