Angsten er blevet mindre

Tekst: Lis Agerbæk Jørgensen Foto: Palle Peter Skov

Kirsten Christiansen giver ikke længere sig selv skylden for, at hun har en psykisk syg datter. Hun fik god hjælp på PsykInfo

Kirsten Christiansen har opmuntret mange patienter med en frisk bemærkning. I 25 år var hun en robust
sygehjælper og alene om at opdrage tre børn. Men den 63-årige kvinde fra Vejle fik svært ved at hjælpe sig selv, da angsten for alvor kom buldrende for et par år siden. Det skete da hun fik alvorlige fysiske problemer samtidig med, at hendes voksne datter efter mange års undersøgelser blev konstateret psykisk syg.

”Jeg havde længe været angst og bange for, at jeg ikke var en god nok mor, når min datter havde det svært. Hun blev depressiv, fik småpsykoser, var meget negativ og tænkte i selvmord. Det virkede meget voldsomt, og på det tidspunkt forstod jeg ikke, hvad der skete. Jeg troede, det var mig som mor, der gjorde noget
forkert og fandt først senere ud af, at det skyldtes min datters sygdom. Min angst blev større og større, og jeg var bange for at møde andre mennesker. Angsten styrede mit liv,” siger Kirsten Christiansen.

Når angsten dukkede op, rystede hun over hele kroppen, og hjertet galopperede af sted, mens hun hev efter vejret. ”Angsten er som en ballon, der pludselig blæses op. Jeg blev bange og troede, at jeg skulle dø af det,” siger hun.

Med i angstgruppe

Kirstens datter fik diagnosen borderline. Borderline er en meget smertefuld personlighedsforstyrrelse, som gør, at man ser verden sort-hvidt og har meget lidt forståelse for, hvad andre føler.

Da diagnosen var stillet, foreslog Kirsten Christiansens læge, at hun kontaktede PsykInfo i Vejle. Det gjorde hun og fik nogle samtaler på rådgivningen i Staldgårdsgade 10 i centrum af Vejle. ”Men jeg kunne ikke rigtig få ind i mit hoved, hvad det ville sige, at min datter var psykisk syg. Et par måneder efter så jeg i avisen, at de efterlyste deltagere til en angstgruppe, og jeg var heldig at komme med,” siger Kirsten Christiansen.

Seks aftner i løbet af foråret ´07 mødte hun op sammen med fem-seks andre. Forløbet var arrangeret af PsykInfo og FrivilligCenter Vejle, og en tovholder fra personalet stod for at give taletid og sikrede et godt forløb.

”Vi var så god en gruppe. Lige fra første færd aftalte vi, at vi havde tavshedspligt, og det gav tryghed. Vi fortalte, hvem vi var, og hvorfor vi var kommet. Det gjorde jeg også, og det var der ingen, der rystede på hovedet af. Det var så godt at snakke med nogle, der havde det på samme måde. Det hjalp på angsten at få de personlige oplevelser frem, og vi snakkede om, hvorfor vi er bange for angsten,” siger Kirsten Christiansen. I gruppen fik hun også nogle redskaber, så hun kan tackle angsten, når hun mærker, den kommer.

En lettelse at tale ud

Kirsten Christiansen har siden deltaget i PsykInfos pårørendegruppe for netværket til mennesker med borderline. Et kursus med foredrag, bøger og debat har givet Kirsten større indsigt i datterens sygdom.
Hun har også indset, at hun er en god mor, for hun har gjort, hvad hun kunne, ud fra de erfaringer hun havde.

Pårørendegrupper er et af de mange tilbud hos PsykInfo, og det kan være meget forløsende at møde andre, der har det som én selv, mener Anne-Marie Valbak, der er leder af PsykInfo i Vejle.

”Det er ofte meget vigtigt, at det bliver sagt. Det kan være helende at opdage, at man ikke er alene om sine oplevelser,” siger Anne-Marie Valbak.

”Borderline kan være særligt belastende med store følelsesudsving og konflikter, og familielivet skal gå videre, selvom den unge måske truer med at tage sit eget liv. Det er en lettelse at høre, at andre også lever sådan. Vi kan give livliner og åndehuller i den stressbelastning, det er at leve et liv, der ikke nødvendigvis bliver anderledes lige i morgen,” siger lederen af PsykInfo.

Tag endelig kontakt

”Tag endelig kontakt med dem. Det koster blod, sved og tårer at deltage i en gruppe, men jeg har aldrig gjort noget, der var så godt. Det er pragtfulde personer, og de ta´r hånd om én,” siger Kirsten Christiansen.

Forløbet i angst- og pårørendegruppen har givet hende mod til at gå videre og til samtaler hos en psykolog.

”Jeg tør meget mere nu og har lært meget. Det tager lang tid, men hen ad vejen bliver det bedre, og jeg kan altid ringe til dem, hvis jeg har brug for det,” siger Kirsten Christiansen.