Der er rigtigt mange ting at huskepå i en travl hverdag. Børnene skal have madpakker og gymnastiktøj med
i skolen, græsset skal slås, og så skal der også købes ind.
Jeg ved fra mig selv, at alle de forskellige hverdagsting fylder meget. Oven i det skal man også huske at tage sin medicin på de rigtige tidspunkter, og det lykkes ikke altid. Faktisk er det kun omkring halvdelen af alle danskere, der tager deres medicin på det rigtige tidspunkt og på den rigtige måde. Desværre betyder det, at behandlingen bliver mindre effektiv, så man risikerer at være syg i længere tid. Blandt årsagerne
kan være modvilje mod medicin, manglende forståelse for behandlingen, bivirkninger, eller ren og skær forglemmelse.
Når vi på apoteket får en recept til en kunde, kan vi af og til se, at medicinen ikke er taget, som lægen har foreskrevet. Det kan være, at der er gået mere end fire måneder, siden kunden sidst har hentet sine kolesterolsænkende tabletter, selv om der kun var til tre måneder i den sidste pakke, vi udleverede. Så spørger jeg kunden, hvordan det kan være. Ofte viser det sig, at kunden en gang i mellem glemmer at tage medicinen. Fx. kan det være svært at huske sin kolesterolsænkende medicin, hvis det er det eneste, man skal tage til sengetid. Måske kan en løsning være at tage medicinen til aftensmaden.
Jeg husker en ældre mand, der var ked af, at han en gang i mellem glemte sin medicin. Han blev sommetider afbrudt af telefonen eller naboen, når han var i gang med sin morgenmad, og bagefter var det svært at huske,
om han havde taget sine tabletter.
Jeg fortalte ham om muligheden for dosispakning af medicin og viste ham en af vores doseringsæsker. Han
anede ikke, at der fandtes sådan en mulighed. Næste dag kom han ind på apoteket og købte en ugedoseringsæske. Nu hælder han sin medicin op hver søndag til hele ugen og har altid et overblik over, om han har husket at tage medicinen.
Desuden kan han se i god tid, om han mangler medicin til næste uge.
Det er vigtigt for mig, at kunderne ikke bare får udleveret deres medicin på apoteket, men også kan få hjælp til at tage den på den rigtige måde. Vores opgave er at sikre kunderne den rette medicin på rette tidspunkt. Der er heldigvis en lang række tricks og fiduser, vi kan give til kunderne. Se selv i boksen.