Stædighed og kamp
Klaus begyndte at vise tegn på bedring. Først bevægede han en finger. Så et ben. Siden et øje og en arm. Og der begyndte så småt at komme liv i de ellers døde øjne.
Undersøgelser viste, at Klaus’ hjerne havde fået omfattende skader af de mange minutter uden ilt. Skader, der
aldrig ville hele. ”Alligevel begyndte vi at se positivt på alt. Så snart Klaus bevægede sig en lille smule, glædede jeg mig fx til, at han skulle spille fodbold med Villi,” siger Jane.
Ingen havde forestillet sig den kamp, Klaus havde foran sig. Han kunne intet. ”Jeg kunne ikke kende min familie. Jeg kunne ikke huske tal og bogstaver. Jeg kunne ikke huske farver. Men jeg kunne godt huske, at jeg var Brøndbyfan,” siger Klaus med et grin, der ikke kan skjule, at genoptræningen var hård. Der skulle stædighed til. ”Da de sagde, at jeg aldrig ville komme op at stå igen, rejste jeg mig op,” siger han.
Den første del af genoptræningen foregik på Hammel Neurocenter. Her lærte Klaus bla. at børste tænder ved at efterligne andre. I det hele taget var efterligning vejen frem. Imens boede Jane og Villi i tilstødende lokaler.
Siden blev Klaus overført til Brædstrup Sygehus. Her kunne Jane og Villi ikke bo, hvilket gjorde ondt på dem alle og bla. udløste syv-otte daglige telefonopkald til deres fælles hus i Fredericia.
I Brædstrup tog genoptræningen for alvor fart. Især på grund af én af de ansatte. ”Han hed Thomas, og han gjorde en kæmpe forskel. Vi løb og styrketrænede sammen. Jeg kunne tale med ham om alt. Når jeg tænker på tiden i Brædstrup, tænker jeg på Thomas. Og så bliver jeg glad,” siger Klaus. Tiden i Brædstrup var dog også hård. ”Ind i mellem var jeg meget aggressiv. Jeg har sagt ting til Jane, som jeg fortryder, og jeg har også måttet undskylde over for personalet mange gange. Til sidst fandt jeg på at lade mine frustrationer gå
ud over et træ i skoven. Dét træ har fået rigtig meget skæld ud,” siger Klaus.