Fra kærester til forældre

Tekst: Hans Havgaard Foto: Palle Peter Skov

Alenepige i London. Singlefyr i København. Fredagskoncerter i Tivoli. Skiferier i Alperne, cykeltur i Vietnam, bestigning af Kilimanjaro – og så pludselig et stille familieliv i Toftlund.

Louise og Peter Meyer Omby var begge to over 30, da de fik Alberte den 17. marts, og skiftet til at være forældre efter fire år som kærestepar i København var markant.
Nu går Louise hjemme på barsel, og Peter arbejder i butik. Nedtur? Nej, på ingen måde! ”Vi har virkelig haft det godt og levet det liv, vi ville. Vi nyder at være flyttet tilbage til Jylland, og vi lever stadig det liv, vi allerhelst vil. Vi har bare fået andre behov,” konstaterer Louise og Peter.

Det biologiske ur tikkede. Vennerne begyndte også at få børn, og parret kunne fornemme den tæthed og det fællesskab, som ligger i at have sin egen familie. ”Vi var klar,” siger de.

Louise tager en frugtkniv og skærer en æblebåd ud til Alberte.

Datteren følger meget opmærksomt med og tager imod godbidden uden tøven – på samme måde, som hun uden tøven har formået at sætte dagsordenen for Peter og Louises liv et hundrede procent.

”Da jeg blev gravid, var vi ellers enige om, at Alberte – lidt firkantet sagt – skulle passes ind i det liv, vi havde, og at vi ikke skulle blive ”kedelige”.

”Men livet er blevet meget anderledes. Det må vi indrømme,” siger forældreparret.

Nu er det ikke Peter og Louise, der er omdrejningspunktet, det er så ubetinget Alberte. Hendes behov skal tilfredsstilles først, og det tager nemt det meste af dagen.

”Sådan er det,” siger Louise erkendende og uden fortrydelse.

Louise og Peters fælles ønske om at være gode forældre giver stof til en masse spørgsmål og eftertanke. ”Et spørgsmål, de har fået stillet udefra er, om Alberte nu også skal ligge på brystet af far og mor og sove, når hun fylder 16 år?” ”Det får os selvfølgelig til at reflektere over, hvor tæt vi skal vænne Alberte til at være med os. Men omvendt kan vi også spørge, om det overhovedet er muligt at give hende for meget kærlighed. Og det er vi blevet enige om, at det ikke er,” siger Peter.

Så Alberte får lov at ligge på forældrenes bryst så længe, hun nu synes, det er dejligt.

Indbyrdes har Louise og Peter også forskellige tilgange til, hvordan hverdagen skal fungere, og hvordan Alberte skal opdrages. ”Jeg går herhjemme hele dagen og kan være ret bestemt i det for at få en fast rytme i min og Albertes hverdag. Det vil sige, at hun også skal kunne underholde sig selv. Når Peter så kommer
hjem fra arbejde og er konstant sammen med Alberte, bryder det rytmen,” fortæller Louise.

”Men når jeg først kommer hjem klokken fem – eller senere – handler det om at få mest muligt ud af tiden med Alberte, og så vil jeg jo gerne sidde hos hende hele tiden, lege, klappe kage … Sådan er det,” forklarer Peter.

”På det punkt er vi opdraget forskelligt. Og den måde, man selv er opdraget til er ikke nødvendigvis den rigtige,” fortæller Louise. I sådanne situationer handler det om at få snakket om tingene og at give sig
hver især. ”Og jeg har flere gange måttet erkende, at Peter har haft ret i nogle ting,” erkender Louise, der stadig ser ud til at være meget forelsket i Peter.

Følelserne, når et kærestepar bliver til et forældrepar, kan netop være meget modstridende: Forelskelse, ømhed for det lille nye væsen, stolthed, sentimentalitet og den reelle frygt for at miste. Alle de følelser på den ene side.

På den anden side træthed, irritation over den andens måde at gøre ting på, jalousi over den andens forhold til det fælles barn og behovet for bare at være sig selv og fri igen.

”Og familielivet handler om at forene de følelser og roller. Lykken ligger der, hvor det lykkes,” siger Peter og Louise.

Og ja, det kræver omstilling, det kræver fleksibilitet, og det kræver, at man snakker rigtig meget sammen.

Find inspiration og viden om at blive forældre på sundhedsplejerskernes hjemmesider og i Sundhedsstyrelsens pjece Sunde børn:

www.farmorogborn.dk

www.sundhedsplejersken.info

Pjecen: Sunde Børn