August 2010
ArtiklerAbonnementForum & BlogsOm Sund i SydDin Kommune
Søg

Apotekeren: Skab tryghed, når barnet skal have medicin

Af apoteker Ulla Poulsen, Vejen Apotek. Foto: Lars Skaaning
Ulla Poulsen
Børn har også af og til brug for medicin, men de må ikke selv kunne få fat i det. Så pas på, hvordan du opbevarer medicinen
Som regel er det ikke rart for hverken børn eller voksne, når man skal give medicin til sine børn. Derfor
er det vigtigt, at man som forælder virker tryg ved situationen, for så bliver barnet også trygt.

Både forældre og barn skal vide, hvad der skal ske og hvorfor. Det kan være en god ide, at forældrene skiftes
til at give medicinen, så det ikke hver gang er den samme, som er den “onde”. Prøv at vende situationen til
en positiv oplevelse, fx ved bagefter at fortælle barnet, at det har været dygtigt. Det kan være en sejr i sig selv for barnet at tage medicinen og behøver ikke blive et unødvendigt nederlag.

På apoteket taler jeg tit med forældre, der køber medicin til deres børn. Forleden kom en mor med en lille pige på 4 år, som ikke havde det særlig godt efter et besøg hos ørelægen. Da vi begyndte at snakke om den flydende penicillinmikstur, som pigen skulle have for sin mellemørebetændelse, begyndte hun straks at græde.
Det viste sig, at hun mange gange havde fået antibiotika i flydende form, som hun slet ikke kunne få ned uden at skulle kaste op. Hendes mor så også temmelig opgivende ud, så jeg spurgte, om de havde lyst til at erstatte den flydende medicin med piller, hvis de ikke var for store. Pigen lyste helt op, for hun kunne sagtens synke vitamintabletter – så en lille udregning af den rigtige tabletdosis og et hurtigt opkald til ørelægen ændrede tårer til smil.

Det er ikke i alle tilfælde, det kan lade sig gøre at ændre lægemiddelformen fra flydende til pilleform (eller omvendt), men spørg på apoteket, hvis barnet har dårlige erfaringer med tidligere medicin.

Når det handler om børn og medicin, er det også rigtig vigtigt, at de ikke selv kan få fat i medicin. Jeg har
en god huskeregel om, at medicin skal opbevares uden for børns rækkevidde præcis ligesom med rengøringsmidler og husholdningskemikalier.

Børn er nogle nysgerrige små størrelser – det kan de fleste forældre tale med om. Mange børn er så nysgerrige, at de kan have en periode, hvor de piller ved alt og putter meget af det i munden. Også medicin. Heldigvis sker der sjældent dødsfald hos børn på grund af forgiftninger med medicin, men forgiftningerne kan føre til indlæggelser, der kan virke voldsomt på både børn og voksne. Ofte sker ulykken fx med vitaminer, jerntabletter eller nikotintyggegummi. Hold især øje med nikotintyggegummi og anden medicin – både den flydende mikstur og piller, der ligner slik eller smager sødt og dermed virker ekstra fristende på børn, men også vitaminpillerne er fristende for børn, fordi de smager som slik.








Sig din mening
Navn
E-mail
Kommentar
Alle felter skal udfyldes
Find artikel via Quick-ID
Film, billede og lyd
Film, billede og lyd
Gode råd:

• Opbevar familiens medicin i et
  lukket skab

• Sørg for god orden i medicinskabet

• Aflever gammel og overflødig
  medicin på apoteket

• Opbevar kun medicin i køleskabet,
  hvis det er nødvendigt

• Tænk på, hvor du sætter din
  medicin fra dig efter brug

• Tag ikke din medicin, mens
  barnet iagttager dig

• Sørg for, at der ikke er
  medicin inden for dit
  barns rækkevidde

Læs flere gode råd om børn og medicin på apotekernes egen hjemmesideog på sundhed.dk

Se pjecen Kalle Kanin til de helt små børn, som skal have medicin

Læs alle apotekerens klummer her

Sund i Syd / Region Syddanmark / Damhaven 12 / 7100 Vejle