Af Annegrete Gohr Månsson Master i Idræt og Velfærd, fysioterapeut, projektmedarbejder DGI Fyn
Fodbold for piger og kvinder er mere populært end nogensinde. En bold er et godt redskab til at finde dit indre legebarn frem – og så er det både sjovt og sundt
Måske tænker du, at fodbold først og fremmest er for drenge og mænd, men helt ny dansk forskning viser, at kvinder også kan have stor glæde af at spille fodbold.
Det er der da også flere og flere piger og kvinder, der har fundet ud af. Måske fordi fodbold rummer et meget socialt fællesskab, som kvinder og piger bliver tiltrukket af.
I forskningsprojektet sammenligner forskerne en fodboldgruppe og en løbegruppe, som begge trænede i fire måneder. Nogle af resultaterne viste, at kvinderne syntes, at fodbold var en rigtig sjov måde at være sammen med andre på. Fodboldspillere lærer hurtigt hinanden at kende, fordi der er så meget samspil på banen. Man kan grine af hinandens bommerter, man får et nyt syn på sig selv – for nogle kvinder gav fodbolden dem også et større fællesskab med deres mænd.
Der er flere resultater fra forskerne på vej, men allerede nu ved vi, at motionsfodbold gør, at kvinderne træner under meget høj intensitet. Det giver en række positive effekter på den fysiske form, fx større muskler, mindre fedt, bedre balance, bedre kondition og lavere blodtryk.
At fodbold er sundt – og har større effekt på sundheden end fx almindelig løbetræning, er konstateret ved undersøgelser hos mandlige fodboldspillere, men hvad er årsagen til den gode virkning?
Det er først og fremmest, fordi fodbold er så varieret. Idrætsforskerne mener, at de mange skift mellem løb, gang og sprint, er årsagen til, at fodboldspillerne viser så store fremskridt i forhold til kondital og vægttab. Fodbold er en meget alsidig træningsform, fordi der både er høj puls og mange forskellige bevægelser, fx bruger man alle muskler ved at sprinte, hoppe og tackle.
Fodboldspillere synes ofte, det er mindre hårdt at træne, end løbere gør. Når man løber, er man mere fokuseret på sig selv og lægger mere mærke til, at man bliver forpustet og anstrengt. I fodbold skubbes de tanker til side. Spillerne bliver opslugt af spillet og tænker ikke så meget over, at hjertet hamrer derudaf. Man lader sig rive med og glemmer, at det er hårdt.
Men kvinderne i det føromtalte forskningsprojekt oplevede også motionsfodbold som et meget trygt forum, hvor de også kunne vende forskellige problemstillinger, fx børneopdragelse og arbejde. Undervejs blev fodboldholdet til mere private, vedvarende grupper, som hjalp hinanden i dagligdagen.
Ud over fællesskab og motion, er der også meget leg i at bruge en bold. Måske kan du lokalt oprette din egen gruppe til motionsfodbold via en af de lokale idrætsforeninger? Du kan også bare spille i haven eller parken med ungerne, tage bolden med under armen, når I skal på skovtur, eller du kan oprette en ”forældre på banen” gruppe, når du alligevel står på sidelinjen og ser på, at ungerne spiller bold. Familiefodbold er en anden mulighed – nogle familier afholder ligefrem årlige fodboldturneringer.
Fodbold har et stærkt socialt element, så hvis du både vil have en god fysisk form og samtidig nyde godt af fællesskabet, er der ingen tid at spilde – du må ud og sparke bold.